Italia, get ready!: november 2013

I Danmark er jeg født, men i Venedig vil jeg bo.

Hvordan kan en by være så fantastisk mystisk og smuk? Far, køb mig en båd så jeg kan komme rundt og jeg er ude af huset før du kan nå at sige 'møgunge'. Hvis det ikke lige var for vandstanden, turistbutikkerne over det hele og de tilhørerne turister, ville jeg være sikker på at få fingrene i en nok en anelse dyr lejlighed. Men de ting trækker dog betydeligt ned. Dog betyder det ikke, at jeg ikke tager dertil endnu en gang eller 3 indenfor de næste 8 måneder.

Apropos måneder, i går var det 2 måneder siden jeg tog afsked med det pandekageflade land mod nord og dets beboere. Nu er hverdagen så småt begyndt at lave en rytme jeg kan følge, men der er dog stadig lidt her og der, som jeg skal vænne mig til og forstå.

Her i Italien har jeg haft en mini 'ponte', altså en bro, som strakte sig fra fredag - mandag på grund af Allehelgensaften. Dog var det ikke alle som havde fri mandag, kun dem der går i skole i Saló, da byens helgen/Sankt havde, øh, dag der.

Så kl. 6 40 lørdag morgen ringede vækkeren - så var det op! Ud af sengen kom jeg og tingene blev pakket i min kamerataske og morgenmaden spist. Da jeg var klar kl 7 20 rendte Marco og Paola lidt stresset rundt indtil vi kørte 20 min efter. Alt imens sov Michele.

Vi mødte de andre på en tankstation ikke længe efter og fik så Kit og Marisa med på slæb i bilen - altid en fornøjelse. Erdem og Kana var dog ikke med på turen. Bilturen indeholdt bla. Marisa der da skulle læse dansk - den amerikanske accent ryger aldrig, men de er overraskende gode til at sige det famøse rødgrød med fløde.

Efter ca 2 timer og en lille tur med bus lå byen der. Hvilket syn! 1. Indtryk: mennesker über alles! 2. Indtryk: taxibåde på de mange kanaler. Og så blev der taget billeder og kigget igennem butiksvinduer og på masker, for en maske, det skulle der købes. Det var overskyet, men regnede ikke en eneste gang, heldigvis. Karim gik helt amok med kameraet, som han fik af sin værtsfamilie til sin fødselsdag, men det er ikke noget nyt. Hans quote er "takeapicture, takeapicture!!" Og derefter at holde et kamera op i hovedet på en. Han fik taget 3000 billeder på den tur. God fornøjelse med sorteringen siger jeg bare! Jeg selv fik taget omkring 300. Standard.

Vi gik i menneskemængden og slangede os gennem de små gader med mindst 4 maske/turistbutikker i hver og over de små broer. Det var vildt når en gade mundede ud i en turkisblå kanal for enden. Som nogle af jer nok ved er langt de fleste huse/lejlighedsbygninger meget gamle og det kan ses. Men det er netop det, der gør byen så speciel. Det giver et helt bestemt udtryk og udseende.

Vores mål var, nærmest som en selvfølge, Piazza Sanct Marco - Markuspladsen. Vores guides var Karims far (Julio?) og søster (Lucrestia?) og mine værtsforældre. Det er den 5. gang for Julio (?) at være værtsfar. Så en smule erfaring må han da have. De skyndte på os meget af tiden, hvilket er lidt forstyrrende når man vil tage billeder - i hvert fald for Karim, der skulle have taget billeder all the time. Nogle gange var det nødvendigt at komme videre.

Da vi nåede til pladsen, havde vi også set Canal Grande og gået forbi mindst 25 turistboder før Markuskirken tårnede sig op foran os. Der var for enden af gaden sat små opstigninger op, som vi først troede var for, at man kunne tage billeder. Senere fandt vi så ud af, at trinene var der pga vandstanden. Lidt et fejlskud.

På pladsen spiste vi den hver isærs medbragte frokost (panino selvfølgelig -hvidt brød med ost og skinke) i blandt måger, duer og mennesker. En måge dykkede på et tidspunkt lige pludselig ned og satte sig næsten i Jas hår! Åndssvage skrigfugl! Men heldigvis snuppede den ikke paninoen ud af hånden på hende, som jeg senere så en måge gøre. Chokerende!

Derefter insisterede Marisa på gelato og varm kakao. Kit og jeg delte gelato og Marisa fik størstedelen af min sukkerkakao. Og der blev ellers taget billeder. Markuspladsen er faktisk ikke så speciel, som jeg havde troet. Og heller ikke kirken som vi herefter så indefra.

Okay, der er en ting jeg vil give credit for: guldet. Alle mosaikbillederne i kuplen er lavet med bittesmå brikker - en stor del lavet med det pureste inkaguld. Imponerende, det indrømmer jeg gerne. Kirken var meget mørk, måske pga vejret ved det ikke, og ville mand videre skulle der betales.

Vi gik videre og så havet og nogle kirker eller noget rundt omkring. Vi så også sukkenes bro, som er en bro, der fører fra et hus til et andet - nemlig fængslet. Så broen var hvor fangerne sukker for sidste gang inden tiden i kashotten begyndte. (Info fra Paola og min 'Turen går til - Norditalien'). Derefter gik vi vi lidt op ad gaden og ned igen. Derefter vendte vi snuden hjemad.

Det begyndte at blive mørkere, men vi fik dog set gondolerne på kanalerne - vi tager en tur næste gang! Og ellers fik 4 af os købt maske. Maskekøb var det, som det meste af turen tilbage handlede om. Min kan I se længere nede på siden.

Og et nyt syn har vist sig! I Venedig dør man jo også, men bliver kisten fragtet med bil? Næ nej, den bliver da transporteret på en ligbåd! Ren logik.

Turen gik hjem i bil, hvor vi snakkede i vores og de andre sov i deres. Var dog også en smule træt da vi kom hjem. Men SKØN dag!

Håber I har det dejlige mennesker. I er MEGET velkomne til at sende et brev, en pakker eller noget tredje.

Sarah