Weekend!

Det er egentligt meget godt hernede. Lige i sidste uge havde jeg i to dage lidt en følelse af at være gået i stå. Jeg vil meget gerne lære italiensk, for det vil ligesom gøre tingene lidt lettere. Bare en tanke. Jeg føler mig jo meget godt tilpas og alligevel har jeg lidt en følelse af at være gæst. Men det er godt at være afsted! Har ikke hjemve (sorry mor), selvom jeg skyper en del. Men savner jer jo alligevel.

Skolen er helt ok. Selvfølgelig er nogle dage bedre end andre, kedsomhedsmæssigt. Var lige ved at falde i søvn i dag, men den har ikke formået at overtale mig endnu. Altså, søvnen. Indtil videre har jeg fået markeret de vigtigste ting i min lille italiensk parlør - altså 200 sider. Og fået læst min 'Turen går til Norditalien' igennem. Og ellers fået dekoreret siderne i hæftet med flotte tidsfordrivstegninger. Tale om at være kreativ.

 Det er ikke fordi jeg får mega meget opmærksomhed som udvekslingsstudent, men fx i sidste uge var der nogen fra parallelklassen, som ville møde mig. Så stod de der. Og sagde ikke et kvæk. Jamen ciao til jer, går I også her? Har I været i Danmark? Nå ikke? Okay. Hmm.. 

I lørdags var jeg i skole. Ja, grin I bare, men i det mindste lærer jeg noget i modsætning til de fleste af jer! Okay, grin bare. Men om eftermiddagen skulle jeg til Bisogne, som ligger ca 1 time fra Villanuova og ud til Lago d'Iseo med lokal gruppen. Vi skulle til violinkoncert. Så jeg blev kørt til Brescia af Silvia, hvor Kanas mor, Silvia haha, skulle hente mig. Der gik ca 25 i stedet for de aftalte 5, men så var der tid til en caffé latte, som blev bestilt på mislykket italiensk. Men i bilen var Karim og Ja også og det blev til en hyggelig tur, hvor vi blev vist det store shopping center og.. Outletten!! Der bliver nok aflagt en del besøg i fremtiden, stol trygt på det. Nu må vi se om kontoen overlever det. Pigerne i gruppen og jeg har allerede et par løse aftaler.

Vi kørte forbi Iseo søen, hvor der, midt i det hele, er en kæmpe klippe/bjerg som skyder op fra vandet. En klippeø hvor der bor folk. Ret vildt. 

Vi ankom og mødte de andre + Minea og Freddie som er 2 udvekslingsstudenter i nærheden. Vi gik lidt rundt i den lille by og tog nogle billeder og snakkede. Fik en gelato (min 4.). Snakkede mere. Så et nygift brudepar. Sagde tillykke og klappede. 

Og så på vej til kirken, hvor koncerten blev holdt, snakkede jeg med Freddie fra Østrig, som har haft italiensk i et år. Han snakkede italiensk til mig og.. Jeg forstod det hele! Har ingen idé om hvor mine italienske skills lige kom fra, men de var der. Fed følelse! 

Vi ankom til kirken, hvor koncerten åbenbart lige var afsluttet. And I was like: "What?" Så tilbage til bilerne igen. Søde Marisa måtte dog tage hjem før, da hun var varm som en pande på blus. Hun ser ærligt talt heller ikke super godt ud på billederne. 

På turen hjem blev der sunget for fuld tryk på bagsædet af den lille røde Renault. Kana, Ja og jeg gav lige en smagsprøver på den fremtidige sangkarriere, som ikke kommer til at finde sted. Men sjovt var det!

Søndag, som nu er min eneste fridag, blev brugt på først at sove længe. Eller til kl 9 i hvert fald. Derefter 1 times gåtur med forældrene og hund. Så var der frokost, som bestod af den lækreste ravioli ever! Hjemmelavet ovenikøbet af Paolas veninde som laver det til det professionelle. Med spinat og formaggio, uhm!! Håber på det ikke er sidste gang at vi mødes. 

Efter lykkemåltidet stod den på 1,5 - 2 timers køretur til Padova. Vi skulle flytte Silvias ting fra et studieværelse til er andet. Godt jeg havde en bog med til turen! Vejret var lækkert og det samme er Silvias nye sted. Pænt og fin størrelse og tættere på uni til ca samme pris. 

Da flytningen var færdig gik vi en tur i byen. Troede først vi skulle have noget at spise da kl nærmede sig 16-17 og jeg var ved at være sulten. Det fik vi da også - en gelato. Lækkert, men ikke lige det mest madagtige. Men det er af mærket Grom som er helt rene og det. Så nu har jeg smagt figneis. 

Padova er en flot by! Absolut ikke sidste gang jeg er der. Lige i søndags var der proppet med mennesker til noget frivillig dag tror jeg, så boder over alt - heriblandt en AFS bod. Lidt sjovt.

Efter 3 timers vandren, ømme fødder og let sult drog vi hjemad igen. For at spise kl 20 40. Har fundet mønstret: søndag er pizzadag og denne var ingen undtagelse. Lækker en af slagsen med tyk bund denne gang. Men! Da vi åbnede pakken hjemme fandt vi.. 3/4 pizza?? Så havde de skåret 1/4 pizza fra. Frem med telefonen og brokke, på en pæn måde selvfølgelig. Jamen vi havde åbenbart ikke betalt for en hel. What? Spurgte dagen efter Diala fra min klasse, som jeg snakker meget godt med, om det, hvorefter hun trak på skuldrene og konstaterede, at det var meget normalt. Hvad er der galt i verden?? 

Knus fra det varme (over 21 grader hver dag)!

Sarah

Fødselsdag!

Hip hurra og højt i kor! Eller hvordan man nu siger det..  Point is, det var min fødselsdag i går! Seksten år i smasken, du. Hov, og før jeg skriver videre, så tak til alle de søde og dejlige hilsner. Det var dejligt med lidt lykønskning. Forsinkelser bliver der set bort fra, så værs'go - I kan sende pakkerne til adressen til højre. Nu til dagen:

Vågnede op kl. 06:32 tirsdag morgen til en lettere snorkende værtssøster. Nej, joke, ingen snorken, så der er en kæmpe forskel fra hvad jeg er vant til i DK (min far lyder som torden og en rusten motor. Altså på samme tid og med en decibel på det højeste - spørg selv naboen. Jeg elsker dig far!). Men lister rundt i mørke, så sød jeg er, for ikke at vække den sovende. Det har indtil videre ført til lidt ømme tæer fra de gange, jeg støder ind i reol og stol.
Men tøjet i favnen og søvnen i øjnene og videre ud på badeværelset for at klæde på. Michele var allerede ude af døren, men blev mødt med halvhviskende "Auguri, Sarah" og espresso i køkkenet af Marco. Paola dukkede også op og fik sagt tillykke. Så stille og rolig morgen med sædvanlig lille, mini kop kaffe med min. 3 tsk. sukker og 1/5 mælk, for at jeg kan drikke det - energien er nødvendig! Det er blevet mit nye must om morgenen.
Afsted ud af døren med to tasker fyldt, den ene med småkager af den gode slags bagt af selveste undertegnede. For jeg skulle jo til Brescia til mit første italiensk kursus! Men siden bussen dertil kommer kort efter bussen fra skole, så intet smut forbi boligen inden, jeg skulle rulle på vejen igen.
I skolen blev der sagt auguri og noget andet, som jeg ikke har fundet ud af endnu, og der blev sunget Happy B-day i engelsk. Ellers ikke det helt store i skolen. Faktisk var den lidt kedelig, men skole er vel skole.
Afsted da klokken ringede og ind i en overfyldt bus, som selvfølgelig ikke åbnede døren, da jeg skulle af. Der stod jeg med 2 tasker og en jakke og råbte både "Scusa", "Scusi" og forsøgede også med "Sorry?", mens et hav af teenagere stod og gloede på mig eller ned i jorden. "Tag det med et smil - rank ryggen!" hvilket jeg gjorde, da bussen til Brescia alligevel kører forbi næste stop - tag den! Så jeg steg på endnu en overfyldt bus, men fik sat mig med en lydbog i ørene - læs lige de sidste ord igen. Lidt skævt.  Siden timen først ville starte 20 senere end da jeg ankom, hvilket overraskede mig, da jeg var blevet fortalt, at jeg nok blev forsinket, satte jeg mig ned i en sandpark og spiste en klapper - af rugbrød! Et meget tyndt et, men stadig.

Skolen jeg skal have undervisning hver tirsdag + torsdag er en gammel, flot skole, som Renata, Paolas søster, åbenbart har gået i, fandt jeg ud af! Og Camilla, som er i lokal gruppen, går i den nu. Jeg mødte de andre og vi mødte vores lærer, Barbara, som er en fiks lille dame, med en meget høj stemme i et ekkolokale. Vi fik lært lidt, ikke noget nyt, men lidt repetition fra RosettaStone. Og så blev der også sunget en lidt forskudt Happy B-day sang og gnasket biscotti. De er dejlige! Især fordi der også var gaver. En meget sød blomst (lavet af slik? Den holdt i en time), et skønt brev/kort og postkort fra California (in case at jeg kom til at glemme hende. Pff, som om) fra Marissa. Fra Karim et sæt øreringe med livets nøgle. Et egyptisk tegn, som hedder en ancke? Tror jeg. Resten får jeg i morgen. For hvis ikke..

Bussen hjem igen med hjemkomst kl. 18:04, eller deromkring. Auguri fra Silvia og Michele og ellers i bad med mig. Fik lige ringet til en lettere træt Silja kl 18 50, men ingen undren der da den var 03 50 i Australien. Hun havde givet mig lov! Så en grødet fødselsdagssang fra den kære australianera. Ellers igang med at svare hilsner. Det tager sin tid sådan noget.
Så var maden klar! Og dagens menu var: Pasta! Med ærter, en ostecreme eller noget og skinke. Yum! Og så kom der gæster! Ind ad døren kom Renata + Sandro (mand) og øhh.. Paolas bror (navn? Jaja, skal jo lige lære det!). Og så... KAGE! Men ikke hvilken som helst, næ nej. Det var nemlig Tiramisú! Uh, det er noget der smacker, som de siger i det sønderjyske. Og ovenikøbet med 16 lys i. Jamen altså. Først nu kan jeg være bekendt at sige, at jeg har været i Italien. Så der blev gaflet kaffelækkeri i store mængder. Men hov, vi var da ikke færdige! For så kom gelatoen på bordet. Så ja, Astrid, jeg fik min dag fejret på gelatomanér. Ikke værst.
Der blev snakket vildt og bredt og på italiensk, engelsk og, ja, en smule dansk. De italienere har altså, som alle andre, svært ved at sige det famøse "Rødgrød med fløde". Men øl - den sidder fast hos Marco. Og det fik vi da også snakket en del om.
Og så.. Gaver! Det var jeg faktisk overrasket over. Men de var der altså. 4 styks flotte neglelakker fra Renata + Sandro. De kender mig allerede, haha. Og fra familien: Et flot armbånd! Hvor stenene på den ene ring matcher en af neglelakkerne. Gæt hvad jeg har på nu.

Da kl. blev 22, blev jeg nødt til at snakke med hjemegnen. Mutti og vati skulle der til. Og Philip! Så jeg fik skypet med hjemmefronten. Så der blev snakket, mens jeg pakkede de medbragte gaver op (hvilket forresten er et meget lækkert CalvinKlein ur, som jeg slet ikke selv har valgt), lidt money, en kaldender og kort (som jeg formåede at læse!) fra Mormor (Tak!) og et kort fra Søs. Det skønt.

En læææker dag i selvskab med dejlige, søde mennesker, også på skærmen, og med 27 grader, som blev nydt. Håber I har det.

Knus herfra!

Sarah

Festforsamlingen om aftenen. Fra højre:
Marco, Paola, Michele, Paolas bror, Sandro, Renate, Silvia.  

Så er der gelato! Det kan ses på sidebenene. 

Sød lille slikblomst!

Tiramisú. Uhmm....

Første skoledag

Mandag. Ny døgnrytme. Ikke mere sove til 9:38. Nu skal man op kl. 06:40 i stedet. Og nej, jeg klager ikke, hvis det er det, du tror. Jeg siger bare, at jeg lige skal vænne mig til det igen. Især når natten er meget urolig, hvilket den har været de sidste 3. Bare for at give et eksempel stod jeg op en nat og gik ud på badeværelset for at tage tøj på - for ikke at vække Silvia, som jeg jo deler værelse med for tiden. Alt lys var slukket, hvilket var mærkeligt, da Marco står op før mig. Men uret sagde da 6:30, ikke? For at bekræfte kiggede jeg så efterfølgende på min iPod og så, at der stod ikke mere end 00:36. Sådan, Sarah. God start på en ny hverdag.

Men skolen er.. helt fin. Det er slet ikke så nyt, slemt eller anderledes, som jeg troede. Heller ikke lige så spændende, haha, for jeg fatter ikke et ord. Lærerne fortsætter undervisningen, efter de lige har stillet mig de sædvanlige spørgsmål. Til gengæld har jeg min tolk, som oversætter, når det er nødvendigt. Mandag fik jeg faktisk dannet mig en 'gruppe' ret hurtigt, men snakker fint med dem alle. Det vil sige de 17 piger og 2 drenge. Det er åbenbart ikke mange drenge, der vælger den sproglige linje. Jeg skal have tysk, hvilket er godt, bortset fra at jeg har glemt næsten alt. Eller dvs. jeg mikser godt og grundigt 4 forskellige sprog sammen. Knapt så godt, især når læreren kører på mig non-stop. Klappen går ned.

Første skoledag gik fint, ikke alle lærere forstår/taler engelsk, men det går nogenlunde. Har prøvet at forklare det danske skolesystem, som ellers ikke er så svært, men det trænger ikke helt ind. Som noget nyt at gøre, skal man rejse sig, når læreren kommer ind i klassen. Ikke kun i tysk, som jeg er vant til. Og  så siger man "Boun Giorno"og "Arrivederci" og ikke "Ciao" til lærerne. Og så spiser man ikke på skolen. Selve timerne varer ca. 55 min, og der er en pause på 10 min. efter 3. time. Og så spiser man ellers, når man kommer hjem. Hmm. Overlever jeg? Vi må håbe. Men skal love for, at jeg skal have noget spiseligt med tirsdag og torsdag, for der skal jeg direkte til italiensk efter skole. Så må jeg gnaske i bussen.

Mandag - onsdag sluttede skolen kl. 12, så kun 4 timer. Ikke dårligt. Vi fik dog skemaet onsdag, som viste 5 timer (fri kl. 13) hver dag - også lørdag. Det er til at overleve. Bortset fra, at da jeg mødte op i dag, torsdag, havde jeg ikke lige opfanget, at det allerede gjaldt. Lettere sulten da jeg kom hjem. Godt at Silvia havde kokkereret - pasta, of course.

Pigerne i klassen er søde, også drengene er flinke, og der synes at være et godt sammenhold. Win! Allerede efter første dag blev jeg inviteret på frokost i Saló med 4 af pigerne. Dobbelt win! Og lige tredobbelt win, da vi sluttede af med en "D'uomo Gelato", som kun er byens bedste is. Efter 3 timers snak og grin, vendte jeg dog snuden hjemad, ligesom de andre, og fladt direkte i søvn derhjemme.

Fra venstre: Alice (udtales tje), Dialla, Andrea og Bea(trizia).
Foran gelateriaet.

BREV FRA SILJA!

Uhm! Du må gerne savle.

Brescia!

Silvia, mig, Paola og Marco. 

Torsdag! Formiddagen gik med at vente på Paolas hjemvenden. Alene vel at mærke, da Michele havde første skoledag. Han går i skole i Brescia, dvs. 30 min. Bustur frem og tilbage. Glad for at de valgte Saló til mig. Men grunden til min utålmodighed var, at vi skulle ind til Brescia, for jeg skulle møde min Italiensklærer og nogle AFS frivillige - heriblandt min tutor, Lucia, som er en rigtig energisk humørbombe. 
Vi kørte dertil, talte lidt engelsk/halvitaliensk på vejen. Det viste sig, at jeg skal gå til italiensk (lyder så underligt) i en ældre skole sammen med min lokal gruppe (ja!). Vi mødtes i et lille klasseværelse sammen med en anden lokal gruppe. Vi skulle derefter lave nogle lær-de-andre-at-kende-lege og noget tillidsnoget mellem tutor og elev. Og så var der kage, for det var sørme Ja’s (Wichaya) fødselsdag! Hurra! Så der blev sunget på flere sprog og skrevet nationale fødselsdagshilsner. Alt i alt, en god dag iført gule AFS-trøjer og, i mit tilfælde, halstørklæde, for jeg er da gået hen og er blevet forkølet. Knap så hurra-agtigt. 
På vejen hjem samlede vi en tomler/hitch hiker op fra vejen - sørme om det ikke var Silvia, som var kommet hjem fra Padova. Slet ikke aftalt spil. Turen gik hjemad mod Villanuova derefter.

Åh, dejlige, fantastiske fredag. Du er en stjerne. For du er sjov (og varm, jaaa). Formiddagen lidt ligesom de andre - lidt iPod, lidt MacBook, et æble blev spist - jeg kørte Apple-stilen fuldt ud. Fik også lige ringet kort til mormor. Well, jeg prøvede at gøre det kort, men dem af jer, som kender hende, ved hvor svært det er. Forresten mormor, hvis du læser med, så tjek lige din Skype! 
Da klokken nærmede sig 14, afsted med det samme - mod det uendelige univers! Eller i denne omgang Brescia. Med bus. Næsten det samme. Silvia og jeg skulle nemlig til noget lokal gruppe, Intercultura, frivillig ting, som senere blev kaldt ‘survival day’. Vi ankom til stationen, hvor vi mødtes med de andre + en bunke frivillige i AFS. Og så skulle der dystes! 

Vi blev delt ind i hold med 2 (jeg blev sat sammen med Kana) og derefter ud i Brescia på gåben og med 2 frivillige til at holde øje + tage billeder. Vi skulle finde nogle steder, løse nogle opgaver, og til sidst finde op til et hvis ‘Castello’ hurtigst muligt. Uden kort. Jamen dog. Frem med de italienske færdigheder, der absolut ikke er færdigudviklet endnu. Første sted var et teater. Kana og jeg var dog så snu, at vi fandt et bykort. Og derefter var vi godt på vej. Da vi havde fundet det, skulle vi så lære en italiensk sang, men ikke af de to frivillige, næ nej. Vi skulle da spørge på gaden! Vi fik fat i tre unge, som lærte os “Mester Jakob” på italiensk. Næste opgave var at finde en kirke ved hjælp af et billede af den. Så gik vi ellers igang med at spørge folk på gaden (dov’é = hvor er + pege på billedet). Det lykkedes! 
Efterfølgende opgaver bestod bla. Af: Smage sig frem til ingredienserne i en pizza (ikke værst), finde to andre steder, lære en ‘Tongue Twister” på italiensk, spørge om 2 metrobilletter, for til sidst at spæne op ad bakken til Castelloet side om side med et andet hold for at komme først. Dagens motion? Tjek! Men det lykkedes og vi kom først! Så efter lidt sejrsdans og noget “We are the champions” dukkede de andre hold op lidt efter lidt. Og hvad var præmien? Nogle blyanter + en mobilholder til opladning. Som de andre også fik. Yes, hvilken ære og præmie. Men fik taget nogle billeder og havde en skidesjov dag med den bedste gruppe. 

Lørdag - spændingens dag! Første møde med skolen. 
Op kl. 7 30, for kørsel var kl. 8:00. Dog var skolen først kl 10 for mig, men mine forældre og søster ville vise mig lørdagsmarkedet i Saló først. Vi kørte ind forbi en bar (italiensk café hedder en bar) og fik morgenmad - 1 croissant + 1 kop te. Et rent overflødighedshorn af den gode slags. Not. Men markedet var i den grad! Dog fik jeg ikke mulighed for at købe noget og heller ikke kigge på noget, for de andre spænede nærmest bare igennem. Nok også det bedste, for kommer jeg først igang, så! Markedet er ellers ret stort og det vrimler med alle mulige forskellige ting og sager. Så kommer du forbi Saló på en lørdag, så kig forbi markedet, men gør det før kl. 10 - ellers kan du glæde dig til trafik. Men de tog sig tid til at købe noget friteret fiskeværk (hmm) og nogle boller. Lidt ost og nogle nektariner blev det også til. Derefter - afsted til skolen!

Min skole hedder Liceo Enrico Fermi og den er grøn. Den er ikke enorm, men en passende størrelse. Skoletypen Liceo (som folkeskole) består af 5 år, som svarer til det danske 8. Klasse - 3.g. Der er forskellige linjer indenfor Liceo, heriblandt scientifico (naturvidenskabelig), Classico (den hårdeste med græsk og latin), Artistico (art - siger sig selv) og linguistico (sprog). Jeg skal gå i en klasse som er linguistico, hvilket lyder som det helt rigtige. Selve skolen har både scientifico, hvilket jeg troede, jeg skulle have, linguistico og classico. Jeg skal gå i 3.D og have både italiensk, tysk, engelsk og fransk, så det bliver spændende. 

Vi mødte først en lærer, som talte ret godt engelsk, der forklarede, at min tutor først ville komme på arbejde mandag. Tilegngæld har jeg en mini-tutor, som hedder Anna og går i 5. Klasse, som ville lede Silvia og mig til min klasse. Hun viste os lidt rundt, og de har en bar, men de spiser ikke frokost på skolen, først når man kommer hjem. Må have en snack med. Men vi nåede til klasseværelset og bankede på. Det samme gjorde mit hjerte - altså bankede. Ikke ligefrem nervøs, men bare spændt. Vi trådte ind og.. Der var 7 elever til stede. Hold da op. Det viste sig så, at resten var på en skoletur til England. Vi kom ind midt i en tysktime og Silvia præsenterede mig. Det var ok, men mandag skulle jeg møde resten. 

Lørdag aften: Party med lokal gruppen + værtsfamilier + frivillige! Eller party og party. I hvertfald et komsammen ting som velkomst. Og dertil skulle der bages en kage! Lige en opgave for mig. Jeg besluttede mig for at lave en gulerodskage. Det er noget, der smager. Og så er det jo også lidt dansk. Den blev lavet i familiens rigtig gode bage/koge/hæve/madlavningsmaskine. I ovnen med den og på med klunset og så afsted. 
Vi skulle køre ind til Brescia, hvor vi skulle mødes med de andre. Vi ankom som de første foruden nogle frivillige. Efterhånden begyndte vi at blive en samling. Karim, ha fra Egypten, havde en nationaldragt på - såden et langt klæde, som i hans tilfælde var lettere gennemsigtig… Men fik snakket med mange af de frivillige og spillet noget fodbold noget og noget kast-en-ring-til-hinanden. Ret sjovt! Som udnævnt holdkaptajn navngav jeg mit hold “Team Girlpower”, på trods af de kun 3 piger ud af 8 på holdet. Og det bedste hold vandt! (Ja, det var os). Og så var der gaver. Hvide t-shirts med “Brescia” og områdets løve printet i blå over brystet fra de frivillige. Ihh! 
Billeder, billeder, billeder! Og hvem var fotografen? Du har ret - Le moi! Så var jeg i mit es. Åh, hvor skal jeg have min batterioplader sendt ned!!

Maden bestod af noget svinekød tilberedt på norditaliensk vis i en bolle. A bit salty, men udemærket faktisk. Men desserten, uha desserten. Ikke mindre end 12 kager hvis ikke flere stod klar på bordet. Og det er mange år siden, at jeg har spist så meget kage. Ej, så meget blev det heller ikke til. Kun en lille prøvesmagning af hver. 
Men en dejlig dag. Og godt med afslapning, snak med Astrid og 1 times gåtur i Maderno søndag.

 Sarah 

La Marisa.

Kana og jeg - Team nr. 1!

Os alle samlet foran Castello.

Brescia Bby!

I den nye metro. 

Money makes the world go around! 

Fra højre: Mig, Camila (Paraguay), Erdem (Tyrkiet), Kit (Hong Kong)
Karim (Egypten), Marisa (USA) og Kana (Japan). 

Lucia, min tutor. Humørbombe!!

Pigerne i gruppen. 

Med de nye T-shirts!

Os 8 sammen med alle de frivillige, heriblandt Silvia.

Første uge

Hej igen.

Som jeg skrev før, var det altså rimelig uvirkeligt at sidde der. Jeg havde jo set dem på billeder, men at se familien i virkeligheden var noget helt andet. Resten af udvekslingsstudenterne præsenterede sig selv og så blev der taget fællesbillede og hentet bagage. Og så gik turen ellers til Brescia familiens grå Alfa Romeo Giulietta (så er min far glad). 

Turen fra Milano-Brescia gik fint. Forældrene og forældrene er ikke de bedste til engelsk, så Silvia, søsteren, fungerer som tolk. Men det går fint med forståelsen. Familien tog mig op til toppen af en bakke, så jeg kunne se ud over Brescia, som er på størrelse med Århus. Da vi kom hjem til huset, hang der et "Velkommen Sarah" skilt, når man trådte ind ad hoveddøren. Jeg deler værelse med Silvia, så jeg fik lige en rundtur i huset, som er rigtig fint, og derefter mine pladser at vide. Der var stilhed og nogle gentagelser, men det var på intet tidspunkt akavet. Om aftenen blev der bestilt pizza! Og der blev spist op, i hvertfald fra min side af. Derefter gik vi en tur i byen med Pippo, som er hunden. Pippo er "Fedtmule" på italiensk fandt jeg ud af. 

Brescia er den store by i området, der tager navn efter byen. Jeg bor i Villanuova sul Clisi, som er i området Brescia, som ligger i regionen Lombardia, som er i Italien. Got it?Villanuova er en hyggelig by med adskillige kirker på trods af de få indbyggere, men det vigtigste er nu, at byen har sit eget italienske Gelateria. 

Mandag tog Paola (mor) og Marco (far) på arbejde, så jeg var hjemme med Silvia og Michele. Paola arbejder til kl. 14, imens Marco arbejder helt til kl. 19. Til morgenmad stod den på, ligesom på hotellet, et indpakket brød/croissant af en art, 2 stykker hvidt brød med syltetøj og småkager. Jamen dog. Det er lidt noget andet end i Danmark. Til frokost lavede Silvia pasta med kødsovs, så jeg er ikke i tvivl - det er det rigtige land, jeg er kommet til. Da Paola kom hjem (hun og Marco arbejder begge i en bank - dog ikke den samme), tog Silvia og jeg Paolas bil hen til et lille center for at hente et italiensk sim-kort. Så jeg er nu med italiensk tlf. nr. Fik også købt noget yoghurt, noget mysli og, fantastisk, noget rugbrød.

Da vi vendte tilbage, kørte vi videre til nabobyen, Voberno, hvor Paola er vokset op, og besøgte hendes søster + far. Men vi fik lige en gelato inden. Der var noget festa i byen, så vi skulle ind i en kirke, som kun havde åbent den ene gang om året. Der var bare ingen der sagde, at den lå et godt stykke op ad et bjerg og at vi skulle gå. Det var nu ok, for jeg var tilsynladende i bedre form end de andre, der sakkede bagud mere og mere. Da vi kom op til den meget gamle kirke, blev jeg.. Noget skuffet: moderne (og grimme) billeder prydede væggene og hele den indvendige kirke var ny og gul. Det viste sig, at den er blevet renoveret nogle år tilbage. Men udsigten - hold da op! Og så havde jeg selfølgelig ikke kameraet med.

Mandag aften skulle Silvia besøge sin kæreste, i Voberno, og Michele nogle venner. Så jeg fik en lang, god snak med forældrene og fik hørt lidt guitarspil af Marco. Vi fik sat regler og andre ting på plads. De er enormt søde, kan basis engelsk, men ikke mere, men det fungerer helt fint. De lærer mig lidt italiensk hen ad vejen. 

Tirsdag var jeg alene med Michele, for Silvia skulle til Padova, hvor hun studerer. Fik snakket med mine dejlige, biologiske forældre og også lidt med Michele, som ellers holder lidt igen. Nok pga det engelske. Men han fik da spurgt om jeg ville give ham konkurrence i Nintendo Wii, hvilket jeg gjorde i 1 times tid, inden han lavede frokost til os.

Til aften fik vi noget bresciansk mad, nemlig spiedo, som er svinekød stegt over ild i 5 timer. Vildt lækkert! 

Marco og Paola tog mig ind til Saló, hvor jeg jo skal gå i skole, så nu kan jeg ærligt sige, at jeg har været ved Gardasøen. Vi gik en tur langs kysten alt imens, at det lynede lydløst på den anden side af bjergene. Lidt specielt for der var 26 graders varme og ingen regn. Det kom tilgengæld da vi kom til Villanuova igen og i lårtykke stråler! Men inden vi kørte hjem, fik vi lige en legato. Det skal jo til.

Onsdag gik jeg en tur. Wuhu! Gik rundt og så byen lidt an. Vejret var ret lækkert med solskin, så det var win. Da Paola var færdig med arbejde, tog vi ud at handle og købte mit buskort til Saló. Vi fik også sat nogle stickers op på møblerne, så jeg kan se det italienske ord - effektivt! Vi bagte også focaccia og angel cake, som består af æggehvider, sukker og maizena. Smagte nu meget godt. 

Sådan cirka her begyndte jeg at føle mig meget hjemme og som om jeg har været her i flere uger - lige på nær sproget. 

 Sarah

Brescia. Kirker all over!

Første morgen i huset.

Køkkenet, hvor jeg spiser min åh så sunde morgenmad.

Jeg har det godt! Lige et bevis + min seng.

Lidt nail art, hæ. Suit up!

Jeg er landet!

Ciao tutti!

Nu er det ved at være en en uge siden, at jeg ankom til Italia, og der er skam sket nogle ting. Kun gode dog! Her kommer lidt updates:

Torsdag i sidste uge stod den udelukkende på pakning. Godt mutti var hjemme til at hjælpe med at pakke 23 kg. til 10 måneder. Nemt? Jada! No problemo. Som om! Det var en opgave, der krævede, at mange ting måtte blive hjemme. Buhu! Og så for vi også rundt i byen som om, jeg skulle bo i vildmarken og ikke havde mulighed for at købe noget som helst. I et andet EU land. Man kan jo aldrig vide. 

Men da vi havde pakket færdig og far havde fået sin middagslur, som kunne høres i hele nabolaget, tog vi bilen og kørte mod Sjælland. Men nåede lige at sige farvel til nogle få inden da. Vi ankom hos min pragtfulde mormor i Helsingør om aftenen og fik planlagt fredagen. Derefter: Søvn!

Vækkeuret ringede kl. 6 dagen efter, så op med mig og ned med noget morgenmad. Tingene blev pakket og derefter afsted mod Snekkersten station. Det var underligt at se unge på min alder stige på toget en helt almindelig fredag på vej til skole, mens jeg sad der med 2 kufferter og en skuldertaske. Jeg havde mødetid kl. 9 20, da jeg skulle flyve kl. 11 20. Men jeg skulle lige sige farvel til min kære veninde, Astrid, som skulle flyve en time tidligere. Bare lidt svært. 

Klokken blev derefter 9:20 og jeg skulle mødes med de andre udvekslingsstudenter, som også skulle til Italien, hvoraf jeg allerede havde mødt mange af dem på campen i August. Vi fik sendt bagagen sendt afsted (min håndbagage vejede 1,5 kg for meget.. Ups) og så var der lige 5 minutter til at sige farvel. Indrømmer, der faldt et par tårer. Men ellers er det bare ikke gået rigtig op for mig, at jeg skal være her i 10 måneder, så derfor var det lidt underligt at sige farvel. 

Sikkerhedstjekket og alt det andet gik som smurt. Vi er 13 danskere i Italien, hvor 2 er fra Grønland og 3 fra Færøerne. Vi snakker alle godt sammen, så det var nemt at lægge tidsplan. Inden flyveturen fik jeg lige købt noget dansk lakrids og noget Anton Berg chokolade til familien. Flyveturen gik fint, den tog 2 timer fra Kastrup til Rom. I Rom var der nogle frivillige, som hentede os og ført os til en bus, som vi skulle køre til hotellet i. Vi skulle være på en orienteringcamp fredag-søndag inden vi kom ud til værtsfamilien. Jeg må sige, jeg blev lidt overrasket over vejret, hvilket er lidt dumt. For det er da ikke underligt, at det var 30 grader i Rom i September. Men en smule varmt med 2 trøjer og en jakke. Busturen tog ca. 1 time ud til hotellet, som lå lidt uden for Rom. Og hvilket hotel! Det var simpelthen så flot! Kæmpe stort, hvilket ikke var så sært, da der skulle være plads til 500 udvekslingsstudenter fra 47 forskellige lande + frivillige. Vi blev indkvarteret og var ellers frie indtil aftensmaden. Det resulterede i lidt søvn fra min side af i 3,5 timer, så jeg blev lettere forsinket til aftensmaden og gik glip af 1 ret (pasta), men fik da noget kød + lidt overkogt grønt. Desserten var den største nektarin, jeg nogensinde har set. Dobbelt så stor som min knytnæve. Men god. Efter maden var det sengetid, men det er svært at sove i 30 grader. 

Lørdag morgen blev der serveret en papcrossaint og cornflakes med varm(?) mælk. Er det det, som jeg skal leve af? Efter maden var der noget information om AFS, eller Intercultura som det hedder i Italien, og så blev vi sendt ud i nogle grupper, hvor vi skulle høre om regler, forventninger og tvivl. Hele lørdag bestod egentlig bare af orientering, hvilket var helt fint, især fordi jeg mødte min lokal gruppe, som jeg kommer til at bruge meget tid med under opholdet. Simpelthen en så fantastisk gruppe! Vi er 8, hvilket er mange i forhold andre steder, og alle fra forskellige lande. I får lige de forskellige: Kana fra Japan, Ja fra Thailand, Kit fra Hong Kong, Marisa fra USA, Hadam fra Tyrkiet, Karim fra Egypten og mig fra Danmark. Vi har det så godt sammen, jeg snakker især godt med Marisa, som kommer fra Californien og snakker løs. Hun kommer fra et rigtig hippieområde og er meget “fri”.

Under forløbet om lørdagen skulle vi også lave noget skuespil, hvor jeg kom i gruppen “Den første middag”, hvor vi skulle lave et miniskuespil om den første middag med værtsfamilien, hvordan den kunne udvikle sig. Det var skidesjovt, og vi var nok dem, der havde lavet det bedste. Resten af dagen forløb stille og roligt. Fik sagt farvel til de andre danskere om aftenen, da vi skulle afsted på forskellige tidspunkter søndag. 

Søndag: Jeg var i gruppen, som skulle køre fra hotellet kl. 7, dvs op kl 5 50. Fik lige lidt morgenmad og fik udleveret en frokostpakke, med en pastasalat, endnu en papcrossaint og et stykke frugt + en vandflaske. Til en 9 timers bustur. Vi skulle køre fra Rom til Milano, hvor vi skulle ind på et hotel og møde familierne. Busturen forløb fint, var ikke så lang, som jeg havde troet. Nu sad jeg også ved siden af Marisa, som jeg snakkede uafbrudt med i 2,5 time. Vi gjorde nogle holdt undervejs og Marisa og jeg fik også snakket med buschaufføren om de forskellige italienske områder og byer, hvilket var en smule svært, da han ikke altid talte tydeligt engelsk, så man skulle virkelig høre efter. Da vi ankom til Milano, skulle vi ind på et hotel for at møde vores familie. Vi var ca. 30 udvekslingsstudenter, som skulle være i den nordlige del af Italien. Inden vi kom ind på hotellet, fik vi taget et fællesbillede med vores gule Intercultura bluser, som vi havde fået udleveret i Rom. Da vi kom ind på hotellet var der kæmpe klapsalve og ca. 100 mennesker stod derinde. Og inden vi skulle møde vores familie skulle vi lige sige vores navn, nationalitet, destination og familie foran alle menneskerne på italiensk. Mens vi stod og ventede på, at det blev vores tur, fik jeg øje på familien! SÅ uvirkeligt at se dem in real life og ikke bare på billeder. Pludselig gik det bare hurtigt og så fik jeg sagt det hele, hvilket gik godt, og så ned til min familie, hvor jeg blev mødt med kindkys og kram og noget italiensk, jeg ikke forstod. Og så sad jeg der imellem min værtssøster og-mor. Det var lidt specielt, men det føltes godt.

De danske piger.

Udsigt fra mit værelse. Kun 1/3 af hotellet

10 måneders bagage.

Til den anden side.

Marisa og mig i bussen.

Turen til Milano

Alle AFS'erne inden hotellet i Milano. Kan I finde mig? 

Nu skal jeg ind til Brescia, som er lokal områdets mødested og hovedkvarter, og mødes med gruppen, så resten får I senere.

Sarah