torsdag, september 19, 2013

Første skoledag

Mandag. Ny døgnrytme. Ikke mere sove til 9:38. Nu skal man op kl. 06:40 i stedet. Og nej, jeg klager ikke, hvis det er det, du tror. Jeg siger bare, at jeg lige skal vænne mig til det igen. Især når natten er meget urolig, hvilket den har været de sidste 3. Bare for at give et eksempel stod jeg op en nat og gik ud på badeværelset for at tage tøj på - for ikke at vække Silvia, som jeg jo deler værelse med for tiden. Alt lys var slukket, hvilket var mærkeligt, da Marco står op før mig. Men uret sagde da 6:30, ikke? For at bekræfte kiggede jeg så efterfølgende på min iPod og så, at der stod ikke mere end 00:36. Sådan, Sarah. God start på en ny hverdag.

Men skolen er.. helt fin. Det er slet ikke så nyt, slemt eller anderledes, som jeg troede. Heller ikke lige så spændende, haha, for jeg fatter ikke et ord. Lærerne fortsætter undervisningen, efter de lige har stillet mig de sædvanlige spørgsmål. Til gengæld har jeg min tolk, som oversætter, når det er nødvendigt. Mandag fik jeg faktisk dannet mig en 'gruppe' ret hurtigt, men snakker fint med dem alle. Det vil sige de 17 piger og 2 drenge. Det er åbenbart ikke mange drenge, der vælger den sproglige linje. Jeg skal have tysk, hvilket er godt, bortset fra at jeg har glemt næsten alt. Eller dvs. jeg mikser godt og grundigt 4 forskellige sprog sammen. Knapt så godt, især når læreren kører på mig non-stop. Klappen går ned.

Første skoledag gik fint, ikke alle lærere forstår/taler engelsk, men det går nogenlunde. Har prøvet at forklare det danske skolesystem, som ellers ikke er så svært, men det trænger ikke helt ind. Som noget nyt at gøre, skal man rejse sig, når læreren kommer ind i klassen. Ikke kun i tysk, som jeg er vant til. Og  så siger man "Boun Giorno"og "Arrivederci" og ikke "Ciao" til lærerne. Og så spiser man ikke på skolen. Selve timerne varer ca. 55 min, og der er en pause på 10 min. efter 3. time. Og så spiser man ellers, når man kommer hjem. Hmm. Overlever jeg? Vi må håbe. Men skal love for, at jeg skal have noget spiseligt med tirsdag og torsdag, for der skal jeg direkte til italiensk efter skole. Så må jeg gnaske i bussen.

Mandag - onsdag sluttede skolen kl. 12, så kun 4 timer. Ikke dårligt. Vi fik dog skemaet onsdag, som viste 5 timer (fri kl. 13) hver dag - også lørdag. Det er til at overleve. Bortset fra, at da jeg mødte op i dag, torsdag, havde jeg ikke lige opfanget, at det allerede gjaldt. Lettere sulten da jeg kom hjem. Godt at Silvia havde kokkereret - pasta, of course.

Pigerne i klassen er søde, også drengene er flinke, og der synes at være et godt sammenhold. Win! Allerede efter første dag blev jeg inviteret på frokost i Saló med 4 af pigerne. Dobbelt win! Og lige tredobbelt win, da vi sluttede af med en "D'uomo Gelato", som kun er byens bedste is. Efter 3 timers snak og grin, vendte jeg dog snuden hjemad, ligesom de andre, og fladt direkte i søvn derhjemme.
Fra venstre: Alice (udtales tje), Dialla, Andrea og Bea(trizia).
Foran gelateriaet.

BREV FRA SILJA!

Uhm! Du må gerne savle.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar