torsdag, marts 27, 2014

SØSTER

Hold da op! Der er lige sket et par ting den sidste måned og tiden til at skrive et nyt indlæg har ikke rigtig været der. Men lad os starte med  begyndelsen: D. 27 Februar. En stor dag i laaang tid. For det var den dag jeg så min dejlige SØSTER igen efter 8 måneder!

Min søster Silja har studeret i Australien i 6 måneder sidste år og bor nu i Barcelona i andre 6 måneder. Hun tog afsted d. 30 Juni 2013 og siden jeg tog afsted i september havde jeg ikke set hende i 8 måneder, hvis man tæller skype fra.

Torsdag d. 27 tog jeg så til Brescia efter skole for at mødes med hende. En godt spændt pige i bussen! Vi skulle mødes på Piazza Duomo (Domkirke pladsen), hvilket jeg havde skrevet til den søde søs. Men da hun ikke lige er førende inden for det italienske, skrev hun så til mig efter 15 minutters søgen og spørgen, at hun ikke kunne finde det skide pizzaria. Hun er lidt sød.

Det var to modsætninger der mødtes på pladsen - den ene meget elegant klædt med lang frakke, den anden med skijakke og kæmpe tørklæde. Det fik vi heldigvis gjort kål på i weekenden. Et dejligt øjeblik at se hende igen. Og så stod den ellers på kvalitetstid de efterfølgende 4 dage.

Torsdag fik vi set Brescia, hvilket vil sige slottet, domkirken og ellers sad vi på café og snakkede - på engelsk det meste af tiden! For vi mødtes med Francesco, som er en min ven og ellers frivilig i AFS og derefter også med Kana, som vi fik drukket lidt kaffe med. Da vi var ved slottet var der det mest fantastiske lys, så vi fik taget lidt billeder (jeg kan jo ikke lade vær).

Vi blev hentet af Marco, som vi kørte hjem til Villanuova med. Her tilbragte vi den første nat. Hele familien var hjemme, så Silvia og Michele sov på hans værelse så vi kunne få 'mit' for os selv. Og der blev snakket!

Fredag skulle jeg i skole, så søs sov længe. Efter skole smuttede vi så til Salò og spiste en piadina, is og drak kaffe. Dejligt med ingen mennesker! Derefter stod den på MILANO!

I Milano har vi set slottet, fået shoppet, set domkirken og ellers bare SPIST! Tror jeg tog 5 kilo på bare i de 4 dage. Og de lægges til de andre. Vi er oppe på en del efterhånden. Vi har fundet den bedste kage/is-bar nogensinde!

SUPERlækkert at tilbringe weekenden med min dejlige søster!