Det er jul, det er jul...

Glædelig jul allesammen! Buon natale a tutti!

Så blev det jul! Hernede er det nemligd. 25 og ikke juleaften. Derfor kedede jeg mig sindssygt meget u går - i hvert fald indtil vi gik i gang med at forberede frokosten til i dag, som er Spiedo med polenta. Spiedo er en ret, der stammer her fra området Brescia og som skal forberedes i fem timer i en speciel ovn. Vi skal pakke gaver op før frokosten, dvs. lige om lidt faktisk, men først skal familien fra nær og fjern (5 og 10 minutter væk) lige ankomme. Vi bliver os 5, tante Renata og hendes mand Sandro, morfar, morbror og Marcos forældre.
Til Paola og Marco har mine forældre købt espresso krus fra Royal Copenhagen, da de ikke bruger de store.
Silvia: Jeg har købt to par farverige sokker i god kvalitet, da hun elsker sådan nogle, og et par store øreringe.
Michele: 2 par t-shirts, som jeg håber han kan passe og lide.
Renata og Sandro får 2 små glas fra Holmegaard, men de er ikke kommet med posten endnu.

Ellers har jeg fået sendt julekort og julegaver op til det endnu engang blæsende nord og har også modtaget nogle. Her i juleferien har jeg lidt mere tid, for der har været fart på her i December måned, så jeg skal nok få skrevet nogle indlæg.
Jeg har savnet julehyggen lidt, men har bidraget med julesmåkager (pebernødder, vaniljekranse og brunkager), kalenderlys x 2, en enkelt gang risengrød og ellers julemusik og nissehuer.
Jeg skal en tur på ski d. 4 Januar, men dagen inden til Milano med nogle piger fra klassen. Nytår bliver fejret i Toscolano for mig til en fest med 50 mennesker.
Jeg håber I alle havde en hyggelig og dejlig aften i går med lækker mad og gode gaver.

Glædelig jul og godt nytår!
Buon natale e felice anno nuovo!

Knus fra Sarah

De kalder mig 'la boss'.

MMhm.. Efter 5 timer i ovnen.

Der forberedes Spiedo!

Tre mænd med gode flasker.
Marco (værtsfar), Sandro (Værtstantes mand) og Richi (Værtsonkel)

Et vildt krybbespil, som Paolas far, Luigi, har lavet og arbejdet på
i ca. 3 år. Viser både solned- og -opgang.

Juletræet! Af plastik vel at mærke.

Gaverrr!

På italiensk TV!

Så kom man da lige i italiensk TV sammen med resten af AFS holdet! Det var til Santa Lucia og i Brescia, hvor alle AFS'erne her i Lombardiet, som er den region, jeg bor i, kom til vores samlested for at se byen og lave dette show. Vi var alle klædt ud og skulle uddele slik til de små børn. I kan jo selv se hvordan jeg så ud. Vi gik rundt i noget lang tid, lavede fire stop, hvor vi sang bjældeklang på engelsk og italiensk og derefter fik vi sagt glædelig jul på alle sprogene. En hyggelig dag med dejlige mennesker!

 0.26 og 1,06 i midten. Ved siden af min wifey, Marisa. 

Everybody! Santa Lucia var Maija fra Finland

Lige lidt sightseeing!

Med Ja's bow.

Hellooo gruppo! Og argentiner til højre. Han fik lige smuglet sig med.
Erdem, Karim, Marisa, mig, Kana, Ja, Camila, Lautaro og Kit in front. 

La Kana!

Ann-Christin fra Tyskerlandet.

Rusland!

December!

Først og fremmest: Glædelig start på julen! Og første sygedag til mig. Yes.. Og så lige en tirsdag, som ellers er yndlingsskoledagen. Især i dag! En dreng fra 3^B var nemlig til fodboldkampen i Torino Juventus-København og har så byttet halstørklæde med nogle, overraskende, rolige danskere. Har  jo (igen) hørt lidt om vores kære hooligans i det ganske land. Nå, men han tog det så med i dag og sammen med klassen hængte de det over klassedøren! Og så var jeg der ikke engang. Nu må vi se om halsen er klar til skolen i morgen. Sidste år lå jeg med tæpper, chai latte, te, suppe og det hele og selvfølgelig sygdom. Håber ikke det gentager sig i år. Lige nu hører jeg Monte Carlo på P3 og prøver at hoste hovedpinen væk. Det lykkes ikke rigtig.


Det fine værk. Supermanden hedder Felice (glad på dansk) ->




En ny ting er sket! Der er startet en ny pige i klassen! Men ikke en almindelig en. Eller, det ved jeg nu ikke, men det store er, at hun er fra Australien! Hellooo Silja my m8. Hun hedder Emma, og skulle have været ude og spise piadina med hende efter skole, men det blev jo så ikke til noget. Ærgerligt. Hun kommer fra Sydney og har studeret italiensk i 7 måneder. Hun skal dog kun være her i 2 måneder, da det er sommerferie i Australien lige nu.
Underligt at tænke på, når man fryser sin fine popo af her efter at have været udenfor i bare 5 minutter og 26 sekunder. Mere eller mindre. About that, hundekoldt er også en vending her! Her kommer det italienske geni: "Fa un freddo cane". Så næste gang i tager en tur på ski ned ad alperne, siger I da bare det til de lokale. Jeg håber i hvertfald at jeg får muligheden til at suse ned ad pisterne i løbet af den frysende vinter.
Må ellers sige, at vejret har været yderst lækkert dette efterår. Over 20 grader i oktober. Jojo. Lidt anderledes end den rasende storm i Danmark, hva? Men det er så sandeligt skiftet nu. Ned til -8 grader. Wuhu. Godt timet med mutti's pakke indeholdende min vinterjakke. Nu mangler man bare et par støvler - converse er ikke ligefrem beregnet til det kolde vejr, medmindre man har tre sokker på. Og det kan næsten ikke engang gøre det. I sidste uge var der faktisk varmere i Danmark end her i Sunny Italy. Hvad sker der? Nå, men her får I lige en lille gåde, som I kan gå og gruble over. Personligt en af mine favoritter.
"Hvad sagde hunden, da den kom til Grønland?"

Ellers.. Hvad er der så sket? Jo, lidt af hvert. Lad os da starte med besøget i violinen og toronens by, Cremona.

Jeg var i Cremona for 2 søndage siden, en by som ligger ca. 1 - 1,5 times tid fra mit bosted, Villanuova. Jeg var der med den berømte lokal gruppe og mødte nogle andre AFS'ere derhenne, deriblandt Georgina, Mexico, Maiten, Belgien og Alessandra, Honduras, som jeg talte godt med på campen.
Vi mødtes om morgenen i Cremona efter at gruppen og jeg -Marisa havde taget toget til byen. Vi gik fra stationen ind mod byen sammen med nogle frivillige og guider, som fortalte os lidt af hvert, som vi ikke hørte meget af, da vi havde travlt med at snakke. Vi fik dog set masser af violiner over det hele, siden en masse violinister stammer fra den fine by.
Grunden til, at vi skulle til Cremona, var, at der i en periode var torone fest! Torone er en lækkeri til den søde tand, meget søde tand, og er henne i fransk nougat kategorien. Der var så i følge af festen et marked fyldt med disse søde sager.



http://matadornetwork.com/abroad/what-its-like-when-you-visit-denmark-for-the-first-time/

Venezia, my love!

I Danmark er jeg født, men i Venedig vil jeg bo.

Hvordan kan en by være så fantastisk mystisk og smuk? Far, køb mig en båd så jeg kan komme rundt og jeg er ude af huset før du kan nå at sige 'møgunge'. Hvis det ikke lige var for vandstanden, turistbutikkerne over det hele og de tilhørerne turister, ville jeg være sikker på at få fingrene i en nok en anelse dyr lejlighed. Men de ting trækker dog betydeligt ned. Dog betyder det ikke, at jeg ikke tager dertil endnu en gang eller 3 indenfor de næste 8 måneder. 

Apropos måneder, i går var det 2 måneder siden jeg tog afsked med det pandekageflade land mod nord og dets beboere. Nu er hverdagen så småt begyndt at lave en rytme jeg kan følge, men der er dog stadig lidt her og der, som jeg skal vænne mig til og forstå. 

Her i Italien har jeg haft en mini 'ponte', altså en bro, som strakte sig fra fredag - mandag på grund af Allehelgensaften. Dog var det ikke alle som havde fri mandag, kun dem der går i skole i Saló, da byens helgen/Sankt havde, øh, dag der. 

Så kl. 6 40 lørdag morgen ringede vækkeren  - så var det op! Ud af sengen kom jeg og tingene blev pakket i min kamerataske og  morgenmaden spist. Da jeg var klar kl 7 20 rendte Marco og Paola lidt stresset rundt indtil vi kørte 20 min efter. Alt imens sov Michele. 

Vi mødte de andre på en tankstation ikke længe efter og fik så Kit og Marisa med på slæb i bilen - altid en fornøjelse. Erdem og Kana var dog ikke med på turen. Bilturen indeholdt bla. Marisa der da skulle læse dansk - den amerikanske accent ryger aldrig, men de er overraskende gode til at sige det famøse rødgrød med fløde. 

Efter ca 2 timer og en lille tur med bus lå byen der. Hvilket syn! 1. Indtryk: mennesker über alles! 2. Indtryk: taxibåde på de mange kanaler. Og så blev der taget billeder og kigget igennem butiksvinduer og på masker, for en maske, det skulle der købes. Det var overskyet, men regnede ikke en eneste gang, heldigvis. Karim gik helt amok med kameraet, som han fik af sin værtsfamilie til sin fødselsdag, men det er ikke noget nyt. Hans quote er "takeapicture, takeapicture!!" Og derefter at holde et kamera op i hovedet på en. Han fik taget 3000 billeder på den tur. God fornøjelse med sorteringen siger jeg bare! Jeg selv fik taget omkring 300. Standard. 

Vi gik i menneskemængden og slangede os gennem de små gader med mindst 4 maske/turistbutikker i hver og over de små broer. Det var vildt når en gade mundede ud i en turkisblå kanal for enden. Som nogle af jer nok ved er langt de fleste huse/lejlighedsbygninger meget gamle og det kan ses. Men det er netop det, der gør byen så speciel. Det giver et helt bestemt udtryk og udseende. 

Vores mål var, nærmest som en selvfølge, Piazza Sanct Marco - Markuspladsen. Vores guides var Karims far (Julio?) og søster (Lucrestia?) og mine værtsforældre. Det er den 5. gang for Julio (?) at være værtsfar. Så en smule erfaring må han da have. De skyndte på os meget af tiden, hvilket er lidt forstyrrende når man vil tage billeder - i hvert fald for Karim, der skulle have taget billeder all the time. Nogle gange var det nødvendigt at komme videre. 

Da vi nåede til pladsen, havde vi også set Canal Grande og gået forbi mindst 25 turistboder før Markuskirken tårnede sig op foran os. Der var for enden af gaden sat små opstigninger op, som vi først troede var for, at man kunne tage billeder. Senere fandt vi så ud af, at trinene var der pga vandstanden. Lidt et fejlskud. 

På pladsen spiste vi den hver isærs medbragte frokost (panino selvfølgelig -hvidt brød med ost og skinke) i blandt måger, duer og mennesker. En måge dykkede på et tidspunkt lige pludselig ned og satte sig næsten i Jas hår! Åndssvage skrigfugl! Men heldigvis snuppede den ikke paninoen ud af hånden på hende, som jeg senere så en måge gøre. Chokerende! 

Derefter insisterede Marisa på gelato og varm kakao. Kit og jeg delte gelato og Marisa fik størstedelen af min sukkerkakao. Og der blev ellers taget billeder. Markuspladsen er faktisk ikke så speciel, som jeg havde troet. Og heller ikke kirken som vi herefter så indefra. 

Okay, der er en ting jeg vil give credit for: guldet. Alle mosaikbillederne i kuplen er lavet med bittesmå brikker - en stor del lavet med det pureste inkaguld. Imponerende, det indrømmer jeg gerne. Kirken var meget mørk, måske pga vejret ved det ikke, og ville mand videre skulle der betales. 

Vi gik videre og så havet og nogle kirker eller noget rundt omkring. Vi så også sukkenes bro, som er en bro, der fører fra et hus til et andet - nemlig fængslet. Så broen var hvor fangerne sukker for sidste gang inden tiden i kashotten begyndte. (Info fra Paola og min 'Turen går til - Norditalien'). Derefter gik vi vi lidt op ad gaden og ned igen. Derefter vendte vi snuden hjemad. 

Det begyndte at blive mørkere, men vi fik dog set gondolerne på kanalerne - vi tager en tur næste gang! Og ellers fik 4 af os købt maske. Maskekøb var det, som det meste af turen tilbage handlede om. Min kan I se længere nede på siden. 

Og et nyt syn har vist sig! I Venedig dør man jo også, men bliver kisten fragtet med bil? Næ nej, den bliver da transporteret på en ligbåd! Ren logik. 

Turen gik hjem i bil, hvor vi snakkede i vores og de andre sov i deres. Var dog også en smule træt da vi kom hjem. Men SKØN dag!

Håber I har det dejlige mennesker. I er MEGET velkomne til at sende et brev, en pakker eller noget tredje.

Sarah

Billede taget med nerver: kamera på kanten af broting. Canale Grande.

 Mig, (Marco), Ja, Marisa, Camila og Kit. 

Med masken.
Valget stod imellem to, men det blev denne, som lø af med sejren. 

             Gruppebillede ved Canale Grande!
 Marisa og jeg med vores sædvanlige posering, Karim, Kit, Camila og Ja.

She's crazy! Derfor er vi gode sammen, haha.
På Markuspladsen med en fotogen løve.

Duomo di Venezia. 

Vi havde lige lyst.

Med Camila. Markuspladsen. LG reklame - sådan!

Gruppebillede 2. Julio til venstre. 

Sukkenes bro i baggrunden. 

Masker! 

Crazy Kit! 

Marco og Paola.

De kommer!

- de nye indlæg, altså. De er på vej, for selvfølgelig skal I da høre om fortryllende Venedig! Eller hvad? Jeg arbejder på sagen, dog på en anden måde end når Netto laver nye butikker - ingen dirty moves her!

Håber I har det.

Møs
Sarah

P.S. Har lige modtaget LUKSUSpakke fra forældrene mod nord i dag. Weeeee! Så er der skolekridt og pebernødder til hele der ganzen Familie! Og lidt læsestof til mig når jeg tager pause fra de italienske disneybøger.

P.P.S. Der er lige blevet bagt både 2 x boller og et styk grovbrød her i støvlelandet. Så burde bagebehovet være tilfreds.

Små facts - Skole

Først og fremmest: Hvad synes I om det nye blogdesign? Skriv en kommentar eller send et brev! Det er så dejligt med den nostalgi + bliver så glad.

Jeg vil fortælle jer om nogle facts jeg har lagt mærke til, om hvad der sker og hvordan jeg har det. Der vil komme flere indlæg med sådanne facts.

Jeg vil starte med at fortælle om skolen. Et sted jeg kommer til at bruge ret så meget af min tid.

Jeg tager hjemmefra huset kl ca. 7 25 hver morgen. Så tager jeg den for det meste overfyldte bus til Min skole, Liceo Enrico Fermi, som er i Salo' og som er grøn. Og gul. Og blå. Nærmest som om den har været i slåskamp. Turen tager mere eller mindre 20 minutter. På denne rute har jeg både oplevet at blive slynget ind i ruden, fordi bussen drejede og blive nægtet at stige ud fordi bussen var for fyldt, så selvom jeg var i fuld firspring gennem mængden af unge, nåede jeg det ikke. Så kunne jeg ellers stå der og glane. På min fødselsdag. Så er der en ting mere på eksperiencen.
Når jeg ankommer til skolen, efter at have gået op ad en lodret bakke i 5 minutter, kan jeg så stå med de andre fra min klasse udenfor indtil kl. bliver 8 og det ringer. Og så er der time.

Forholdet mellem lærer og elev er meget mere formelt end i Danmark. Her skal man sige "Boun giorno" og ikke "Ciao" og tiltale dem De. En ting jeg har en smule svært ved i tysk. Ups.. De fleste af lærerne kan ikke snakke engelsk udover det ultra basale. Her har man også en koversationslærer en gang i ugen i engelsk og tysk. Faktisk meget effektivt.
Jeg går i 8 forskellige klasser. Nej, det er ikke en tastefejl. 8, så er jeg på den sikre side. Jeg har 15 timer med min egen klasse, 3^D, som består af 18 piger og 2 drenge. Så er der lagt op til pigefnidder, også kaldet bitch fight. Men utroligt nok taler alle med alle og har et rigtig stærkt klassesammenhold. Nogle søde klassekammerater.
Grunden til det høje antal piger er, fordi det er en liguistico klasse. Altså sprogklasse. Når man går på Liceo, som er 5 år og den sidste i rækken, vælger man imellem nogle forskellige linjer ligesom på det danske gymnasium. Her hedder de Classico (med græsk og latin, den hårdeste), Linguistico, Scientifico (gæt tre gange, her er der flest af det mandlige køn) eller Scienze umane (Human Science). Man kan også vælge technologia, som Michele min værtsbror, og andre ting men det er så på en anden Liceo.
I Italien har man børnehave, primary school, secondary school og liceo og derefter for det meste universitetet. Liceo svarer til 8. klasse - 3.G. Det er ret svært for unge at få arbejde efter universitetet og der er ingen mulighed for ungarbejde. Lidt noget andet end i Danmark.
I skolen har jeg følgende fag: Italiensk (12 timer), tysk (8 timer), engelsk (5), idræt (2), science (2) go human science (1). Og så er jeg begyndt at lære latin i to af timerne.

Klasserne har rigtig mange tests. Og jeg mener rigtig mange! Lige nu når jeg spørger dem, hvad de skal lave efter skole er svaret altid: Studere. Jeg har to tests i morgen og en på onsdag. Nå. Det lyder da også sjovt. Der er både written tests og oral tests. Jeg har indtil videre lavet to engelsk written og 1 tysk written. Ja, det var lettere elendigt. Men her har de også 3 måneders sommerferie hvor de har lektier, som de så repeterer nu. 3^B havde f.eks. en historietest hvor de skulle læse 70 sider. Wuhu..

Okay, nu til en anden ret vigtig ting: toiletterne. Som da er tyrkiske…..

Liceo har én pause. Hele den ganzen Tag. Og den er 10 minutter. Her er det populært at være på toiletterne, stå i kø hele pausen foran automaten for at købe sødt, kiks eller småkager eller man kan gå udenfor. Man kan også være i klasserne. Her spiser man ikke på skolen, men når man kommer hjem. Heldigvis slutter jeg skolen kl. 13 hver dag, så jeg får mad kl. 13 45, som jo selvfølgelig er det italienske køkkens berømte pasta, som Paola forbereder hver morgen. Tror snart jeg vil lave noget salat i stedet.
Skoleugen er 6 dage og timerne varer i, ja, en time. Så én, ÉN, dags frihed og én aften til det sjove. Men tilgengæld har man jo eftermiddagene for sig selv, som indtil videre er blevet brugt på lidt for meget computer og lildt for lidt motion fra min side af. Men efter jul! Så...

Nu til klasserne: Jeg har fundet en 'favorit' udover min egen, som virker lidt mere festglade og sociale i efter skole livet. 3^B er det og det er en scientifico, derfor er det en smule underligt at de kan bedre engelsk end mange i linguistico. Hmm. Men de er rigtig søde folkene fra den klasse og jeg håber det er starten på noget nyt.
Jeg er også i 2^D et par gange om ugen hvor jeg har italiensk. Det er en energibombe af en klasse, hvor jeg snakker mest med de 4 drenge. Skal til Salo' med en af pigerne i næste uge dog.
3^C: Snakker meget godt med en af pigerne derfra, som jeg også skal hjem til på tirsdag. Søde mennesker.
Og resten er også helt ok. Jeg har bare det problem med at genkende personerne go så er der lige det med navnene.. Lidt en større mundfuld.
Lærerne er.. Helt ok. De giver mig ikke ekstra italiensk, hvilket ellers kunne være fint, men nu begynder jeg at forstå mere så det bliver nemmere at følge med.

Sarah 

Søde italienere!
Taget ved Gardasøen af en lettere forvirret familiemor på en regnvjrsdag
Fra venstre: Andrea, Marco, Giacomo, le moi, Valeria, Anna.
3^B

Camp. Why go home??

Nu har jeg så været på camp med Intercultura. Hold da scheiße. Var det lige fedt? Så tænker I sikkert: "Fortæl, fortæl!!" Og det vil jeg så, også selvom I ikke tænker det. For det var det!

Selve campens lokation var i Val Massino og ikke i Milano, hvilket jeg først havde indtryk af. VM er ca 2 timer fra Milano, som er 1 time fra Brescia, som er ca 30 min fra Villanuova S|C, som er ca... Vi stopper den her! Ergo, selve turen var 3,5 timers transport. VM er en del af præalperne, altså i bjergene. Lidt noget andet end Milano. 

Torsdag - ingen skole! Yessss. Selvom skolen ikke er så slem. Men derfor var klokkeslettet ikke anderledes end normalt, da jeg skulle køre med Marco til Brescia. Derfor blev jeg vækket af Agnes Obels blide stemme 6 40. Morgenmad og så afsted i Alfaen. Jeg foretrækker langt mere forsædet, for der rammer mit hoved ikke loftet, som når jeg sidder bagi. 

Jeg mødte de andre fra gruppen foran togstationen i Brescia, hvor 4 stk selvfølgelig kom mindst 10 min for sent. Lucia, min tutor, skulle rejse med os og være der under hele campen, som jo bliver planlagt og ledet af frivillige. 

Turen med tog var fed. Og det sjove var, at jeg mødte en pige, som hjalp Kana og mig med at finde "Castello" på survival dagen i Brescia. Så sjovt!

Kan I huske den kage jeg nævnte? Den grønne? Jeg elsker Marisas mor! Hun havde nemlig lavet den til mig (og de andre, men mest mig) til turen. Der var ikke en krumme tilbage. 

Nu har jeg set togstationen i Milano og hvilken en. Var i tvivl om det var en lufthavn eller hvad, for den var stor! 

I forhallen, som var meget Milano-ish, mødte vi de andre AFS'ere, som skulle med. Vi er 64 studenter i Lombardia. Fra stationen blev vi sendt afsted i to busser, hvor både Erdem og Karim fik deres gave fra mig. 

Montagne! Sikke flot natur, selv i regn. Meget bjerg og sydtyrol agtigt. Hotellet var ikke værst, meget hyggeligt. Jeg kom til at bo i fællesrummet med 20 andre piger. Så er der lagt op til drama! Bare ikke når vi er modne, fornuftige unge mennesker. Det fungerede så godt! Måske fordi vi lavede noget dagen lang, så der derfor ikke var energi til andet. 

Den første dag var rimelig stille og rolig angående programmet. Bestemt ikke hvad angår energien og snakken! Stemmen blev brugt en del fra min side af. Alle snakkede med alle og det var bare det fedeste. 

Vi blev delt op i nogle grupper, som vi skulle være i alle 4 dage. Kit og jeg kpm i samme. Her fik vi snakket om hvordan det går og hvordan familierne er. Desværre var en rigtig sød pige fra Latinamerikas værtsmor ekstremt krævende og gav hende ikke noget privatliv. Mine værtsforældre giver mig helt enormt meget frihed, så det var lidt underligt at høre. Vi lavede også nogle forskellige aktiviteter alle grupper sammen. 

Maden bestod af tre retter både middag og aften. Mmhm... Forretter er min favorit, for det er enten det lækreste risotto eller en smagfuld pastaret. Ellers havde vi en god tid om aftenen. 

Fredag morgen da vi vågnede, lå der sne på bjergene! Det havde sneet! Det havde Ja aldrig set før så hun var ellevild. Supersmukt syn. 

Ellers var der grupper igen efter noget aktivitet. Det fede er, at ingen føler sig barnlige eller forkerte ved at gøre boget fælles, hvilket man ellers godt kan. Alle gør det bare og har det skidesjovt. Vi fik snakket om de forskellige lande og skolen. Så bar der pause og den blev brugt fuldt ud på at nyde stedet vi boede. Vi havde den flotteste, jeg vil bruge et ord fra Siljas egen ordsamling, bjergudoversigt og flod 5 meter fra. Og solen skinnende helt vildt, så det hele blev en tand ekstra flot. 

Om eftermiddagen var Kit og jeg nede ved floden og snakkede, da jeg fik øje på et vandfald på et af bjergene og vi besluttede os for at gå derop. Det vil sige, at jeg gik målrettet mens Kit blev ved med at spørge om det nu var en god idé. Solen var gået ned bag bjerget, så det var blevet godt køligt. Det var en fed oplevelse alligevel for vi fik snakket sammen på en helt anden måde en hvad vi er vant til. Vi besteg nærmest bjerget ved at klatre på klipper og sten. Men skinny jeans er ikke lige det bedste valg til dette formål. Vi nåede dog ikke helt toppen, men nød daludoversigten fra hvor vi sad. B-e-a-utiful. Men havde ikke mit kamera med, desværre. 

Om eftermiddagen lærte vi en gammel sang, skrevet af en mand, som er meget kendt i Italien og som lige nu hoster en dreng fra Thailand igennem AFS. Den hedder "Fatti mandare dalla mamma" og handler om ham her, som venter på sin pige, men hun må ikke gå ud for sin mor. Derfor beder han hende om, at få moderen til at sende hende ud efter mælk, så de kan mødes. Men så ser han hende forlade skolen med en anden dreng. Uha! Dertil skulle vi lave et skuespil! Og hvem blev den eftertragtede pige? Undertegnede! Skidesjovt, og vores gruppe vandt.
God aften!

Lørdag. Grupper igen. Og så blev der ellers snakket om Talentshowet som skulle være om aftenen. Det endte med et større skænderi i vores lokal gruppe, det første vi har haft. Vores problem er, at vi afbryder hinanden og derfor nærmest aldrig får ting sat på plads. Men denne gang sagde Kit og jeg stop, for vi havde haft 3 uger til at finde på noget og sad den sidste dag uden idéer. Vi forklarede så stille og roligt, skridt for skridt vores idé. Lige pludseligt sprang Karim som en bombe og begyndte at snakke om respekt. Så blev pædagogmasken fundet frem og vi fik snakket os ud af det. Men det bliver nok ikke sidste gang.
Kit var lige ved at sprænge i luften, så vi sad ved floden derefter og fandt ud af, at han har måttet beherske sig meget når Karim er i nærheden. Karim kan finde på at være meget voldig, ikke fordi han mener noget med det, men sådan er han bare. Og han råber tit og siger "shut up" hele tiden. En del tålmodighed skal der til.

Men talentshowet. Haha! Det var skønt og varede i tre timer. Langt de fleste, ja, alle faktisk, valgte at optræde med deres land. Undtagen os! Showet skulle indholde noget med kultur, så vi fik mikset på kryds og tværs. Vi besluttede at have ca. 20 sek. fra en sang fra vores land og få de andre til at danse med. Vi havde ikke øvet, men det gik som smurt. Forhåbentligt får jeg en video af det senere, som jeg kan lægge op på bloggen.
Vi vandt dog ikke. Det gjorde en indisk pige nemlig, som havde stillet sig op og sunget den indiske nationalsang for os alle. Sejt gjort. Ellers var der personer fra Thailand, heriblandt Ja, som havde deres traditionelle tøj på. Det samme havde dem fra Kina, Japan (Kana med kimono), Egypten (Karim) og pigen fra Indien. Flot syn.

Søndag gik turen hjem til Villanuova igen. Fedfedfedfedfedfedfed camp med en samling fantastiske menesker!

Le voila! Milano station.

Mexico (tv.) og Argentine (th.) Molto divertiti! 

Frem med ski og støvler - nu skal vi kælke!

Lørdag morgen - vågnede op til denne udsigt. 

Fantastisk vejr og mennesker! Fra venstre:
Mig, Camila, Kana, Ja, Grace (US) og Emily (Kina)

What a view.

Toiletskiltet skulle lige med. 

Med bjergudoversigt i baggrunden. 

The crazy chinese - Kit!
Lækkert hår, I know..

Marisa og jeg på campen. 

Marisa und ich

Kana! Nu med kimono.
Hvad synes du Maris?

Ja i fuld gang. 

Origami, som skal sendes til Fukushima, som fremtidshåb.

Origami og Dannebrog.

Japan!

Kit.

Venskabsbillede med Mona fra Finland. 

DANMARK!
(Og fancy flag. Dronningen ville være stolt)

Erdems land er med - Tyrkiet. 

Il gruppo.

Søde piger.
Mig, Valerié (BEL), Maite (BEL) og Alejandra (HON).
V og M er her kun 3 måneder, desværre.
Meget udadvendte og snakkesalige piger.